Spørger var en person, der ejede hele kapitalen i både et dansk selskab og et udenlandsk selskab. Der var likvid kapital til rådighed hos det danske selskab og Spørger ønskede derfor at lade dette selskab foretage udlån til det udenlandske selskab, der havde behov for at låne midler til forretningsmæssige investeringer. Skatterådet kunne bekræfte, at udlån fra Spørgers helejede danske selskab til det af Spørger ligeledes helejede udenlandske selskab kunne foretages uden skattemæssige konsekvenser for Spørger.

Sagen angik opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget for en bilforhandler, som drev virksomhed med salg af biler mv., der var momspligtig og dermed ikke lønsumsafgiftspligtig, men som derudover også havde lønsumsafgiftspligtige aktiviteter med formidling af lån og forsikringer i forbindelse med salg af biler. Spørgsmålet angik den skønsmæssige opgørelse af den del af virksomhedens lønsum og overskud, som skulle henføres til de lønsumsafgiftspligtige aktiviteter med formidling af lån og forsikringer efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, og lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2-4.

Retten fandt, at den af SKAT foretagne skønsmæssige opgørelse var mere retvisende end en opgørelse baseret udelukkende på en omsætningsfordeling i henhold til lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4. Skatteministeriet blev derfor frifundet for virksomhedens påstand om, at opgørelsen skulle opgøres på grundlag af en omsætningsfordeling. 

Spørger har i 2024 ansøgt og fået tilsagn om tilskud til plantning af såkaldt klimaskov. 80 % af tilskuddet er udbetalt som 1. rate i 2024, mens 2. rate (20 %) af tilskuddet udbetales inden for en periode på 2-3 år, efter at skoven er færdigsynet. Spørger har opnået tilsagn fra Klimaskovfonden på et tilskud på i alt XX kr. Skoven er pålagt fredskovpligt.

Spørger har tilplantet knap 15 ha klimaskov, som der modtages støtte på. Derudover har Spørger yderligere ca. 15 ha med skov, som ikke er pålagt fredskovpligt, og som Spørger ikke modtager støtte på, og ca. 10 ha jord med brak af forskellig type, som Spørger modtager støtte på. Der er dertil ca. 5 ha ved boligen mv. I alt 45 ha.

Skatterådet bekræftede, at der efter den særlige ligningspraksis for land- og skovbrug er tale om erhvervsmæssig virksomhed, da der er udsigt til, at virksomheden med skovbrug efter driftsmæssige afskrivninger, det vil sige før renter, har udsigt til på længere sigt at give et resultat omkring 0 eller til at blive overskudsgivende. Der var herved særligt henset til, at der modtages arealstøtte på arealet med klimaskov. Skatterådet bemærkede dog herved i forhold til det fremlagte budget, at der herved skal ses på det samlede skovbrug, og at landbrugsdelen (brakarealerne) ikke kan medtages herved.

Skatterådet bekræftede ligeledes, at tilskuddet er almindelig indkomst.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det samlede tilskud først skal beskattes ved udbetaling af 2. rate. Skatterådet fandt derimod efter en samlet vurdering, at 80 % af tilskuddet skal beskattes på tidspunktet for tilsagnet, dvs. i 2024, idet det må anses for retserhvervet ved tilsagnet. I forhold til 2. rate på de resterende 20 % fandt Skatterådet, at denne del grundet den tilknyttede usikkerhed først skal beskattes på det tidspunkt, hvor der gives meddelelse om, at denne udbetales, og hvor den beløbsmæssige størrelse af anden rate fremgår.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kan fradrage sine udgifter til plantning efter ligningslovens § 8 K, stk. 1.

Skatterådet bekræftede delvist, at Spørger kan fradrage administrationsudgifter, herunder udgifter til tinglysning af servitutter og ansøgning om tilskud, efter ligningslovens § 8 K, stk. 1. Fradrag efter denne bestemmelse forudsætter, at udgifterne relaterer sig til tilplantningen af fredskov. I det omfang administrationsudgifterne derimod relaterer sig til ansøgningen om tilskud, bekræftede Skatterådet, at udgifterne kan fratrækkes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Spørger, der er hollandsk statsborger, flyttede med sin ægtefælle og børn i 2020 til Danmark fra Holland i forbindelse med sin ansættelse som medlem af direktionen hos G1 Virksomhed A/S. Spørger påtænker, sammen med familien, at genetablere sig i Holland. Spørger forventer at fortsætte ansættelsesforholdet, og planlægger at pendle fra sin bolig i Holland til arbejdet i Danmark. Spørger har pt ikke indgået nogen aftale om at udføre en del af arbejdet fra bopælen i Holland. Spørger vil fortsat have en bolig til rådighed i Danmark.

Skatterådet bekræfter, at Spørger efter flytningen til Holland skal anses som skattemæssigt hjemmehørende i Holland i henhold til artikel 4 i den dansk-nederlandske dobbeltbeskatningsoverenskomst (DBO’en). På grundlag af en helhedsvurdering af de personlige og økonomiske interesser samt det oplyste om forventede ophold i Danmark og Holland finder Skatterådet, at det skattemæssige hjemsted skal afgøres på grundlag af, at Spørger er hollandsk statsborger, jf. DBO’ens artikel 4, stk. 1, litra c.

Skatterådet bekræfter, at Spørgers indkomst fra G1 Virksomhed A/S skal anses for omfattet af DBO’ens artikel 15. Der henses til, at Spørger er ansat af bestyrelsen, til hans ansvarsområde og til, at der er en klar opdeling mellem bestyrelsen og direktionen i G1 Virksomhed A/S.

Det anses ikke bevist, at daværende SKAT's brev om tvangsafmeldelse blev modtaget af virksomheden, der var lukket for vinteren og ikke hade nogen postkasse. Brevet om tvangsafmeldelse blev sendt, før Digital Post var indført.

T var tiltalt for momssvig ved i perioden fra den 19. december 2014 til den 31. december 2017, med forsæt til at unddrage statskassen afgift at have drevet en momsregistreringspligtig virksomhed, uagtet at told- og skatteforvaltningen den 18. december 2014, tvangsafmeldte virksomheden for momsregistrering, ligesom han uagtet den manglende momsregistrering i samme periode havde løbende momspligtige indtægter i virksomheden. Statskassen blev herved unddraget 402.372 kr. i moms.

T forklarede, at han drev den omhandlede virksomhed i den i anklageskriftet anførte periode, men at han ikke var bekendt med, at virksomheden var blevet tvangsafmeldt for momsregistrering den 18. december 2014, og han dermed ikke havde forsæt som anført i tiltalen. Han modtog aldrig brevet af 18. december 2014, i hvilket told- og skatteforvaltningen orienterede om afmeldelsen, og som blev sendt til hans bod på et tidspunkt hvor der var vinterlukket, ligesom boden ikke havde nogen postkasse.

Byretten henviste til, at brevet ikke blev afleveret til T som anbefalet brev, og retten lagde derfor til grund, at T ikke modtog dette brev. Retten fandt endvidere, at anklagemyndigheden ikke mod T’s forklaring havde ført det til domfældelse tilstrækkelige bevis for, at T i den efterfølgende periode blev bekendt med afmeldelsen og havde det fornødne forsæt som anført i tiltalen, og T blev herefter frifundet.

Landsretten stadfæstede byretsdommen.

T var tiltalt for overtrædelse af skattekontrollovens § 82, stk. 1, ved for indkomstårene 2015-2017 med forsæt til unddragelse af skat at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet T via Tast Selv den 24. maj 2018 indberettede fradrag for tab på obligationer på henholdsvis 51.000 kr., 92.000 kr. og 48.000 kr., som rettelig skulle have været 0 kr.

Statskassen blev herved unddraget 30.503,67 kr. i skat.

T, der ikke havde anmodet om, at sagen blev behandlet ved et retsmøde, udeblev fra retsmødet. Byretten fandt T skyldig i tiltalen og T idømtes en bøde på 30.000 kr., som var anklagemyndighedens påstand i bødeforlæg med anklageskrift.

Anklagemyndigheden, der henviste til en ændring af skattekontrolloven (lov nr. 1795 af 28. december 2023), hvorefter bøden efter anklagemyndighedens opfattelse rettelig burde have været opgjort til 5.000 kr., ankede dommen med påstand om formildelse, således at den idømte bøde blev lempet og fastsat til 5.000 kr.

T tilsluttede sig anklagemyndighedens påstand, og parterne var enige om, at sagen kunne afgøres på skriftligt grundlag.

Landsretten nedsatte den idømte bøde til 5.000 kr. i overensstemmelse med parternes samstemmende påstand.

T var tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved med forsæt til skatteunddragelse for indkomstårene 2017, 2018 og 2019 at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han henholdsvis den 28. marts 2018, den 12. marts 2019 og den 23. marts 2020 via Tast Selv godkendte sin skatteansættelse uden at oplyse om yderligere indkomst i form af indsættelser på henholdsvis 682.240 kr., 1.351.993 kr. og 1.097.808 kr. Han havde derved unddraget for 1.576.323 kr. i skat i alt.

T erkendte, at han på sine private bankkonti i 2017-19 modtog indsættelser med de i tiltalen anførte beløb fra vekslingstjenesten, og at indsættelserne stammede fra salg af bitcoins. Han erkendte desuden, at han godkendte sine skatteansættelser uden at oplyse om de anførte indsættelser, og det offentlige blev unddraget med de i forholdene anførte beløb, såfremt indsættelserne skulle have været indtægtsført.

Byretten fandt på baggrund af sagens oplysninger, at T’s forklaring om, at indbetalinger i 2017-19 stammede fra salg af bitcoins, som han minede i 2012, måtte tilsidesættes som utroværdig. Retten lagde herefter til grund, at indbetalingerne til T’s konti stammede fra salg af bitcoins, som T havde købt for egne midler indbetalt til vekslingstjenesten i 2015 og 2016.

T idømtes 10 måneders fængsel betinget af vilkår om blandt andet samfundstjeneste samt en tillægsbøde på 1.575.000 kr.

Retten fandt, at en række indsætninger på en skatteyders private bankkonto udgjorde indtægter fra skatteyderens uregistrerede virksomhed, og skatteyderen skulle derfor svare skat og moms af indsætningerne. Retten fandt det ikke godtgjort, at indsætningerne vedrørte udlæg, salg af privat indbo eller var fejloverførsler som ellers påstået af skatteyderen. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik for indkomståret 2017, og for 2019 for den ene af skatteyderne, om skatteyderne havde ret til fradrag for renteudgifter, eller om fradragsretten var begrænset af reglerne om underskudsbegrænsning i personskattelovens § 13, stk. 7. Derudover var der også et spørgsmål om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. 

Der var i sagen enighed om, at skatteyderne ikke drev erhvervsmæssig virksomhed i det omhandlede kommanditselskab, og spørgsmålet var derfor, om reglen kun gjaldt for erhvervsmæssig virksomhed i kommanditselskaber m.v.

Retten fandt, at den tidsmæssige betingelse for anvendelse af personskattelovens § 13, stk. 7, var opfyldt, jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 3 i lov nr. 682 af. 8. juni 2017 om ændring af personskatteloven og virksomhedsskatteloven, og udtalte, at ordlyden af personskattelovens § 13, stk. 7, er klar og utvetydig og ikke giver grundlag for en læsning, hvorefter reglen alene skulle omfatte underskud fra erhvervsvirksomhed.

Ud fra en læsning af bestemmelsens forarbejder bemærkede retten, at forarbejderne ikke giver grundlag for en forståelse af bestemmelsen, der går imod ordlyden. Retten tiltrådte derfor Landsskatterettens afgørelse, hvorefter personskattelovens § 13, stk. 7, finder anvendelse på al virksomhed i kommanditselskaber m.v., hvad enten virksomheden drives erhvervsmæssigt eller ej. Endvidere fandt retten, at der hverken efter bestemmelsens ordlyd eller dens forarbejder er grundlag for at udeholde bestemte udgiftsarter fra kildeartsbegrænsningen.

Retten tog derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge, da kildeartsbegrænsningen i personskattelovens § 13, stk. 7, fandt anvendelse på skatteydernes negative kapitalindkomst i 2017 og 2019. 

Da påstanden om ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2015 var støttet på et anbringende om rettens anerkendelse af, at skatteyderen havde rentefradragsret for betalte renteudgifter, tog retten også ministeriets frifindelsespåstand til følge for dette indkomstår. 

Listen med godkendte luftfartsselskaber er opdateret for 2025.
Skattestyrelsen har anerkendt, at 20 luftfartsselskaber mod betaling hovedsageligt flyver i udenrigstrafik og derfor står på listen for 2025.
Luftfartsselskaber, der ønsker optagelse på listen, skal årligt ansøge Skattestyrelsen. 
Meddelelsen opstiller en række betingelser, som skal være opfyldt for, at luftfartsselskabet kan opnå fritagelse for moms på leverancer af og til de enkelte luftfartøjer.

Sagen angik grundværdiansættelserne pr. 1. oktober 2020 for fire ejendomme. Landsskatteretten havde stadfæstet Vurderingsstyrelsens ansættelser af grundværdierne.

Retten fandt blandt andet med henvisning til Den juridiske vejledning, at der ved vurderingen af, hvor mange byggeretter, der skal lægges til grund ved ansættelse af grundværdierne, skal tages stilling til, om den faktiske bebyggelse udnytter mulighederne i lokalplanen.

Retten lagde til grund, at sagsøgeren ved at opføre 46 boliger havde udnyttet grundene så optimalt som muligt inden for lokalplanens rammer således, at der på arealerne er opført så mange huse, som muligt.

Retten bemærkede blandt andet, at lokalplanens bestemmelser for området ikke gav mulighed for at antage, at der på grundene var 130 byggeretter, som Landsskatteretten ellers havde lagt til grund, og fandt på den baggrund, at sagsøgeren havde godtgjort, at der var en sådan usikkerhed om, hvorvidt den foretagne vurdering ligger inden for det rimelige skøn, som tilkommer vurderingsmyndighederne.

Grundværdiansættelserne blev derfor hjemvist.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i to 100% ejede datterselskaber, der hver især havde investeret i en fast ejendom. De to faste ejendomme var beliggende ca. 8 km fra hinanden. Den ene ejendom indeholdt erhvervslejemål, almindelige boliglejemål og klubværelser. Den anden ejendom bestod af flere bygninger med et mindre antal erhvervslejemål samt udlejning af antennepladser til netværksselskaber. Ejendommen var under ombygning til blandet bolig og erhvervsformål.

Skatterådet fandt ikke, at fondens investeringer opfyldte betingelsen om, at fonden skal investere ud fra et princip om risikospredning.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i et 100% ejet datterselskab, der havde investeret i et grundareal, hvorpå der var opført to bygninger, der indeholdt boliglejemål, erhvervslejemål og parkeringskælder. Ejendommen var opdelt i ejerlejligheder.

Skatterådet fandt ikke, at fondens investeringer opfyldte betingelsen om, at fonden skal investere ud fra et princip om risikospredning.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f.

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i to 100% ejede datterselskaber, der hver især havde investeret i en fast ejendom. De to ejendomme var beliggende ca. 1 km fra hinanden. Den ene ejendom indeholdt en blanding af erhvervslejemål af forskellig karakter og boliglejemål af forskellig stand, størrelse og pris. Den anden ejendom var opdelt i ejerlejligheder, der blev anvendt til udlejning bestående af erhvervslejemål af forskellig karakter og boliglejemål af forskellig stand, størrelse og pris.  

Spørger leverede forvaltningsydelser til en alternativ investeringsfond, der havde til formål at udøve kollektiv investering gennem opkøb, opførsel, udleje, drift og salg af fast ejendom i Danmark.

Fondens formue var placeret i et 100% ejet datterselskab, der havde investeret i en fast ejendom, som bestod af to adresser, men som matrikulært udgjorde én samlet ejendom. Ejendommen bestod af fire bygninger med i alt x lejemål fordelt på en blanding af boliglejemål, erhvervslejemål af forskellig karakter og en parkeringsplads.

Skatterådet fandt ikke, at fondens investeringer opfyldte betingelsen om, at fonden skal investere ud fra et princip om risikospredning.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, litra f.

Motorstyrelsen ændrer praksis i forhold til udbetaling af eksportgodtgørelse, når køretøjet i forbindelse med udførslen fra Danmark sælges til en køber, som har adresse i Danmark på tidspunktet for salget.

Fremover vil man kunne få udbetalt eksportgodtgørelse, selvom et køretøj i forbindelse med eksport sælges til en herboende køber. Den, der anmoder om eksportgodtgørelse, skal fortsat dokumentere, at betingelserne for eksportgodtgørelse er opfyldt.

Motorstyrelsen ændrer praksis på grundlag af en afgørelse fra Landsskatteretten af 28. oktober 2022. Afgørelsen er offentliggjort som SKM2023.39.LSR.

Landsskatteretten har ved afgørelsen slået fast, at det ikke er en hindring for udbetaling af eksportgodtgørelse for et køretøj anmeldt til eksport via selvanmelderordningen, at køretøjet i forbindelse med eksporten sælges til en køber med adresse i Danmark.

Det er Motorstyrelsens vurdering, at dette også har betydning i sager, som behandles af Motorstyrelsen (enkeltanmodninger om eksportgodtgørelse).

Landsskatteretten har i afgørelsen desuden slået fast, at en selvanmelder ikke mister retten til eksportgodtgørelse, selvom et køretøj er angivet til eksport på en forkert månedsangivelse (periodeforskydning). Dette kan dog have betydning for tidspunktet for værdifastsættelse af køretøjet og dermed for eksportgodtgørelsens størrelse.

Selvanmelderordningen på eksportområdet ophørte pr. 1. juli 2020, og Landsskatterettens afgørelse giver derfor ikke anledning til en ændring af praksis fremadrettet for så vidt angår periodeforskydning.

Ændringen af praksis kan give anledning til at genoptage sager, hvor Motorstyrelsen har genopkrævet eller givet afslag på eksportgodtgørelse, alene fordi køretøjet i forbindelse med eksport er solgt til en køber med adresse i Danmark, og betingelsen om ejerskab derfor ikke blev anset for at være opfyldt.

Afgørelsen fra Landsskatteretten kan desuden give anledning til at genoptage sager, hvor Motorstyrelsen har genopkrævet eksportgodtgørelse, alene fordi køretøjet var angivet til eksport på en forkert månedsangivelse.

I dette styresignal fastsættes frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal vedlægges en anmodning om genoptagelse. Der henvises til afsnit 5 om mulighederne for genoptagelse.

Styresignalet har virkning fra den 25. marts 2025.

Motorstyrelsen ændrer praksis for udbetaling af godtgørelse af registreringsafgift (eksportgodtgørelse) i forhold til, hvilke krav der stilles til dokumentation for udførsel af et køretøj anmeldt til eksport. 

Fremover vil man kunne få udbetalt eksportgodtgørelse, selvom et køretøj ikke er solgt til eksport i forbindelse med udførslen, og selvom køretøjet ikke udføres med henblik på anvendelse af køretøjet i udlandet.  

Den, der anmoder om eksportgodtgørelse, skal fortsat dokumentere, at køretøjet er udført af landet. 

Motorstyrelsen ændrer praksis på grundlag af en afgørelse truffet af Landsskatteretten den 6. december 2023. Afgørelsen er offentliggjort som SKM2024.27.LSR. 

Landsskatteretten har ved afgørelsen slået fast, at retten til at få udbetalt eksportgodtgørelse ikke er betinget af, at køretøjet udføres varigt til udlandet. Der kan heller ikke stilles krav om, at der skal ske salg af et køretøj til eksport, uanset om den, der anmoder om eksportgodtgørelsen, driver erhverv med salg af køretøjer til eksport. 

Ændringen af praksis kan give anledning til at genoptage sager, hvor Motorstyrelsen har genopkrævet eller givet afslag på eksportgodtgørelse med den begrundelse, at der ikke var dokumenteret et salg af køretøjet i forbindelse med udførslen, og hvor der i øvrigt ikke var dokumentation for udførsel med henblik på anvendelse i udlandet. 

Styresignalet fastsætter frister for genoptagelse, reaktionsfrist og krav til den dokumentation, der skal vedlægges en anmodning om genoptagelse. Der henvises til afsnit 5 om mulighederne for genoptagelse.

Styresignalet har virkning fra den 25. marts 2025.

De ultimative ejere af A Holding A/S anmoder om tilladelse efter ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, til skattefri overdragelse af kapitalandele i A Holding A/S og NewCo ApS til Fonden under stiftelse. A Holding A/S er ejet af de ultimative ejeres holdingselskaber. A Holding A/S ejer desuden 2 % egne kapitalandele. Det påtænkes nu at overdrage en del af ejerskabet til A Holding A/S til Fonden. Det forventes, at Fondens ejerandel i A Holding A/S gradvist vil blive forøget over de kommende år ved yderligere overdragelser. Forud for Fondens stiftelse vil A Holding A/S nystifte et helejet datterselskab, NewCo ApS, ved kontantindskud af ca. X mio. kr. NewCo skal have som formål at foretage investering og udlån. Fonden stiftes af A Holding A/S ved indskud af de 2 % egne kapitalandele, 100 % af kapitalandelene i NewCo samt et kontantindskud på 1.000.000 kr. Det er Skatterådets opfattelse, at overdragelserne i den konkrete sag sker i de ultimative ejere af A Holding A/S´ ideelle interesse og ikke i deres personlige eller økonomiske interesse. Der er herved henset til, at fonden må anses for almennyttig, idet det fremgår af udkast til fondens vedtægter, at fondens formål er at uddele midler til støtte af kulturelle, sportslige, sociale og uddannelsesmæssige aktiviteter af almennyttig eller almenvelgørende karakter, herunder særligt i Y Kommune og Region og at formålet således kommer en videre kreds til gode. Der er endvidere henset til, at der ikke er tillagt stifter eller andre særlige rettigheder eller fordele i forbindelse med stiftelsen samt at fondens midler ikke på noget tidspunkt kan gå tilbage til stifter, direkte eller indirekte aktionærer i stifter samt disses nærtstående eller væsentlige gavegivere. Det lægges desuden til grund for besvarelsen, at den pågældende fond opfylder betingelserne i erhvervsfondsloven, herunder erhvervsfondslovens § 1, stk. 2, hvoraf det bl.a. fremgår, at formuen skal være udskilt fra stifterens formue til varetagelse af et eller flere i vedtægten bestemte formål. Skatterådet giver tilladelse til, at overdragelserne kan ske, uden at der sker udbyttebeskatning af de ultimative ejere af A Holding A/S.